PRESSEMEDDELELSE
DET JYSKE KUNSTAKADEMI SÆTTER FOKUS PÅ DOKUMENTAR
-OG PRÆSENTERER UDSTILLINGEN:  EX SITU

35 kunstnere udstiller dokumentation på 3 etager og alle kan opspore det
dokumenterede ude i byen.

På en grillbar i Århus hænger store kultegninger af burgere og hotdogs på
væggene motiverne findes også som farvefotos ved disken. Kultegningerne der
hænger på grillbaren er dokumenteret,og disse fotografier er udstillet i Det
Jyske Kunstakademis udstillingslokaler i Mejlgade i Århus.

I Vestergade i Århus har en ukendt gerningsmand med graffiti skrevet Viden
forpligter. Dette er fotograferet og hængt op i udstillingen. Ved siden af
fotografiet er der en tekst der beskriver en opsporing af gerningsmanden og
fortæller om oversete budskaber i byrummet.

Alle kunstnere har arbejdet ud fra konceptet:Opsøg et emne du vil dokumentere
dokumentér og udstil din dokumentation.
På udstillingen er der meget forskellige bud på hvad dokumentation kan være.
Generelt reflekterer værkerne over det forhold at dokumentaren ikke er en
objektiv gengivelse af virkeligheden: De udstillede dokumentationer er meget
subjektive fortolkninger af ting og steder vi kender fra hverdagen.
Publikum kan starte på udstillingen. Her får de et kort der kan guide dem gennem
bl.a. foto, video, tegning og diktafon-dokumentation. Kortet kan derefter bruges
udenfor udstillingen, fordi kortet viser hvor man kan opsøge det dokumenterede.
Når man selv står i grillbaren eller foran graffiti-skriveriet, så kan man
overveje om man selv ville have gjort det anderledes om man selv ville have
lavet en anden gengivelse af virkeligheden.

De udstillende kunstnere er studerende og lærere ved Det Jyske Kunstakademi
Fernisering for alle torsdag d. 11. dec. 2003, kl. 19.00
Udstillingen er åben fra d. 12 til d. 14. dec 2003, kl. 10-17

Splab: Special-Laboratorium for kunst og offentlighed
Mejlgade 32-34,  8000 Århus C